29.01.2026
Som haveejer er vinteren en underlig tid at være i. Den føles som en tid uden for tiden; en periode, hvor al aktivitet går i stå, hvor alt liv går i dvale. Vinteren minder os om nødvendigheden af en hvileperiode, hvor man giver sig selv og sine omgivelser lov til bare at være til uden at gøre eller producere noget. Vinteren er en tid til fordybelse, til læring og til at drømme stort.
Både fordybelse, læring og drømmeri blev indfriet forleden, da turen gik til biografen Øst for Paradis i Århus for at se den nye film FRø af dokumentarist Isabelle Denaro. Filmen handler of en håndfuld mennesker og deres arbejde for at bevare gamle sorter af kulturplanter.
Vi står midt i en industrialiseret virkelighed, hvor produktionen af fødevarer i den grad er blevet kommercialiseret, at selve kimen til vores fødevarer - planternes frø - er blevet en kampplads om penge og magt. 70% af alle dyrkede planter kommer fra frø, der ejes af fire (4!) store globale virksomheder – for øvrigt de samme, som også står for pesticid- og herbicidproduktionen! Her i Danmark, for bare at tage et eksempel, har vi ingen frøavl til fødevaredyrkning, da internationale love forhindrer bønder i at sælge lokalt dyrkede avlsfrø til hinanden. Alle kommercielt dyrkede afgrøder kommer af importeret frømateriale. Disse kommercielle avlsfrø er udviklet under andre lokale forhold end vores egne, de er genetisk ensrettet og designet til at indbringe mest mulig profit.
Men sæt nu, vi kunne skabe en anden virkelighed? Sæt vi kunne bygge en verden, hvor bevaringen af vores gamle lokale sorter kom i højsædet? Hvor lokale råvarer med deres flere tusind år gamle historie blev en del af vores kulturarv og vores fælles fremtid? Hvor vi med stolthed kunne sige, at vores fødevarer var nedarvet til os fra vores forfædre, der med møje havde tilpasset planternes egenskaber til lige netop deres lokalområde, og hvor vi til stadighed havde lov – og pligt! - til at forædle de gamle sorter således, at de kunne tilpasses fremtidens klima- og miljøudfordringer?
Det er her, vi som haveejere kan spille en stor og vigtig rolle. Vi kan sæson efter sæson vælge at dyrke og opformere vores gamle sorter i stedet for de nye kommercielle planter. Vi kan adoptere gamle planter og bytte frø med hinanden. Vi kan lære at værdsætte vores forfædres planter og tilegne os kundskaber om, hvordan de tilberedes og spises.
Frøavl er levende kulturarv, og lader vi den blive taget fra os, mister vi ikke blot en vigtig brik i vores identitet, men også en del af vores muligheder for overlevelse i en verden i forandring.
Som en af deltagerne i Isabelle Denaros film FRø så kontant konstaterede: “Vi har ingen fødevaresikkerhed uden frøsikkerhed!”
Har du lyst til at vide mere om bevaringen af gamle sorter og måske selv engagere dig, så kan jeg anbefale følgende organisationer:
For at læse mere om Isabelle Denaros film, gå til https://isabelledenaro.com/.