OM SOPHIAS HAVE

Sophias Have er en lille markedshave med store ambitioner. Vores formål er ikke at tjene kassen ved at masseproducere fødevarer. I stedet ønsker vi at fremelske lokaltproducerede fødevarer i høj kvalietet, der sikrer næring til både kroppen og sjælen. Sophias Have er således andet og meget mere end endnu en fødevareproducerende virksomhed. Vores ambition er at være inspirationskilde til og legeplads for selvforsyning og reetableringen af det gode forhold mellem landbrug og vild natur. 

BEGYNDELSEN 


Sophias Have blev etableret i 2017 af Sophia Nox. Sophia, som kom til Danmark fra Transsylvanien i 1988, er vokset op i en familie, hvor selvførsyning og haveglæde har været en helt naturlig del af tilværelsen igennem generationer.  


Under det kommunistiske diktatur i Rumænien var mormor Rozálias selvforsyning fra have og stald ikke en luksus, men en nødvendighed, der gjorde det muligt at skabe fødevaresikkerhed for både familie, naboer og venner i en tid med tomme dagligvarebutikker. I mormors mellemstore have blev der ikke kun dyrket frugter, bær, grønsager og nødder til at mætte maven, men der blev også fremelsket en kultur af respekt og ærbødiged for planternes magiske verden og en glæde ved jordens overdådige og uudtømmelige gave af afgrøder. 


I Sophias barndomshjem fortsatte den nære tilknytning til jorden og kærligheden til havedyrkningens kunst. Fra de tidligste år i Danmark har Sophia interesseret sig for havedesign og for dyrkningen af nytteplanter. Barndomshaven har altid budt på både tomater, kartofler, forårsløg og en overflod af blomster og krydderurter. 


Idéen til Sophias Have opstod af behovet for at dele den nedarvede haveviden og -entusiasme med et bredere publikum og vise, at man kan være selvforsynende med gode råvarer uanset størrelsen på ens have og ens rådighedsbeløb. Det har fra start været et ønske i Sophias Have at formidle glæden ved at dyrke sin egen mad, og hvordan gør man dette bedre end gennem den gode smagsoplevelse?

 

Alle produkter fra Sophias Have er derfor sået, passet, plukket og tilberedt med hånden og hjertet efter traditionelle metoder og helt uden brug af sprøjtemidler, kunstgødning og andre kunstige tilsætningsstoffer. Vi sætter en ære i det ærlige produkt – hele vejen fra jord til bord.

VORES MISSION 


Sophias Haves mission er at decentralisere og demokratisere fremstillingen af fødevarer gennem inspriation til selvforsyning og salg af lokaltproducerede varer direkte til forbrugeren til såvel rimelige som overkommelige priser. Vores mission er at tilskynde til en grønnere og mere bæredygtig kost til både hverdag og fest, samt at skabe fødevaresikkerhed gennem udbredelsen af forskellige selvforsyningsteknikker.  Vores mission er ydermere at styrke menneskets samhørighed med naturen ved at inspirere til selvforsynig og til en bæredygtig og omsorgsfuld anvendelse af naturens ressourcer.

SPRØJTEFRIT, MEN HVORFOR IKKE ØKOLOGISK?


I Danmark har vores økologiske fødevarer et stærkt brand, fordi vi har nogle meget strenge og ensartede krav, der skal opfyldes, før det kan stemples med Ø-mærket. Dette system er en fordel, når fødevarer produceres industrielt i store ensartede mængde. Som lille lokal producent er der dog kun få fordele og rigtig meget besvær med at blive godkendt som økologisk producent. Her i Sophias Have vil vi ærlig talt hellere bruge vores tid på at pusle om vores planter end at sidde på kontoret og udfylde rapporter og ansøgningsskemaer.


I Sophias Have driver vi småskala-landbrug helt uden sprøjtemidler. Vi passer og plejer vores planter med håndkraft og kærlighed, for vi ved, at dette giver de allerbedste resultater. Meget af vores såsæd fremstiller vi selv, og vores købefrø er så vidt muligt økologiske, så alle planterne får en god start. Alle vores afgrøder får særlig opmærksomhed afhængig af deres sort og deres specifikke behov - det giver ikke kun et stort udbytte, men også en smagskvalitet i særklasse.

BIERNE I SOPHIAS HAVE


Sophias Have er heldige at have to bifamilier boende. Det er bidronningerne Lisbeth og Holger og deres familier, som sørger for bestøvningen af alle vores dejlige frugter og grønsager.


Domesticerede bier eller honningbier (Apis mellifera) hører til de ganske få arter af bier, hvor hele familien, ikke kun dronningen, kan overvintre. I vinterhalvåret indeholder et stade ca. 8.000 bier. Når foråret kommer, begynder dronningen at lægge æg. Hun kan lægge op til 3.000 æg om dagen, og midt på sommeren kan en bifamilie derfor svulme til 50.000-60.000 individer. Alle arbejderbier er hunner, mens dronernes (hannerne) eneste opgave er at søge efter og befrugte en fremmed jomfrudronning. Familierne Holger og Lisbeth samler pollen og nektar fra træer, buske, blomster og afgrøder i en radius af ca. 2 km.


Bistaderne i Sophias Have bliver tømt for overskudshonning to gange om året. Derfor kan vi tilbyde en lys og let forårshonning og en mørk og aromatisk sommerhonning. Al vores honning sælges i flydende tilstand; vores honning er næsten fri for efterbehandling.

VI LEVERER LIGE TIL DIN DØR


Har du lyst til at købe nogle af vores produkter, men har ikke mulighed for at hente dem i vores vejsidebod? Så fortvivl ej! Vi levere nemlig alle bestillinger uanset størrelse.


Vi leverer:
- en samensætning af årstidens sprøjtefri frugter og grønsager som gaver til bryllup, barnedåb eller fødselsdage
- syltetøj og gourmetprodukter som værtinde- eller barselsgaver
- strikkede karklude til dig selv eller en god ven
- frugt- og grøntkasser på ugebasis, hvis du er svært gående eller sengeliggende


Alle vores egne leverancer er gratis og sker efter aftale. Alle forsendelser koster en beskeden porto, som vi aftaler, når bestillingen er afgivet.


Kontakt os i allerede dag for at høre nærmere om dine muligheder.

FRIHED TIL AT GIVE


En grundlæggende del af filosofien bag Sophias Have er vigtigheden af skabelsen og opretholdelsen af en cirkulær økonomi. Vi mener, Jordens og Naturens ressoucer skal fordeles så ligeligt som muligt, og en effektiv måde at gøre dette på er gennem gavegivning.


I Sophias Have gør vi en dyd ud af at have gratis produkter, som er tilgængelige for alle, f.eks. i form af blomster- og grønsagsfrø, foldere om haveindretning, gode råd til selvforsyning på vores hjemmeside og sociale medier eller noget helt andet.


For os er det vigtigt, at vores ressourcer kommer de mennesker til gode, som har allermest brug for dem. Vi bestræber os derfor på, at også vores leverandører så vidt muligt er små lokalt baserede virksomheder eller privatpersoner. På den måde håber vi at kunne skabe en cirkulær økonomi, der kan komme vores lokalområde til gode.


Kunne du tænke dig at tage del i vores cirkulære økonomi, eller har du gode idéer til, hvordan du kan bidrage til at udvide friheden til at give, så tøv ikke med at kontakte os.


Lad os sammen skabe en rigere og mere bæredygtig verden!

VORES VISION 


I Sophias Have er det vores vision at dyrke sunde og næringsrige fødevarer i overensstemmelse med årstidernes cyklus  og helt uden brug af sprøjtemidler. Samtidig ønsker vi at gøre en ekstra indsats for den vilde natur, klimaet og vores lokalmiljø ved at bruge naturens egne processer som forbillede for vores havebrug og skabe plads til hjemhørende flora og fauna. Det er vores håb og ønske, at flere vil vælge selforsyningens vej og derved være med til at skabe et system af lokal fødevareproduktion, hvor vejen fra jord (producent) til bord (forbruger) bliver så kort som mulig.

VORES VÆRDISÆT


Sophias Have drives på et værdisæt, hvor respekten og omsorgen for naturen står i centrum. Vi arbejder ud fra devisen om, at jorden skal dyrkes så nænsomt som muligt og med omtanke for både mennesker, afgrøder og den vilde flora og fauna. Herudover er det vores overbevisning, at fødevaresikkerhed bør være en menneskeret, og vi mener derfor, at produktionen af fødevarer bør være hvermandseje. Sund og næringsrig mad bør fremstilles så tæt på forbrugeren som muligt, og fødevaresystemet skal indrettes således, at det giver alle mennesker muligheden for at producere deres egne fødevarer eller forsyne sig fra en lokal producent. Have- og landbrug skal ske i tæt samarbejde med naturen og skal afspejle samhørigheden mellem mennesker og natur således, at dyrkningsmetoderne ikke kompromitterer miljøet og klimaet til fordel for profit. Jord-til-bord-processen skal ske med hånden såvel som med hjertet. 

NATUREN SOM FORBILLEDE


Alle vores afgrøder er plantet, passet, plejet og plukket med omsorg for både planterne og den omgivende natur. Mange af de anvendte metoder er inspireret af permakulturen og argroøkologiens principper. For os er det vigtigt, at vores fødevareproduktion arbejder sammen med naturens krafter, ikke imod dem. Sophias Have skal således indgå i en meningsfyldt sameksistens med såvel det lokale samfund som den omgivende vilde natur.


I Sophias Have bestræber vi os på at skabe og opretholde en stor mangfoldighed af vilde arter såvel som dyrkede sorter i stedet for at lægge os fast på produktionen af en enkelt eller ganske få afgrøder. På den måde bliver vores produktion ikke bare modstandsdygtig over for klimaudsving og sygdomme, men giver også plads til en bred vifte af den vilde lokale fauna, hvis levesteder er blevet kraftigt reduceret i de forgangne år.


I Sophias Have skal der være plads til alle!

VI KOMMER OG PLUKKER


Mange villahaver og offentlige arealer bugner af frugttræer og bærbuske, der ikke bliver plukket, men bare bliver overladt som føde til havens fugle, insekter og pindsvin. I Sophias Have kan vi dog bruge overskuddet fra dine træer og buske til bl.a. at fremstille lækre marmelader, sirup, vin og cider.


Vi kommer gerne og plukker eller samler frugten fra din have efter aftale. Du kan donere til os efter aftale ved at skrive til os på de kontaktoplysninger, du finder nederst på siden. Vi stiller ingen krav om, at frugten eller bærrene skal være økologiske, så længe de er friske og modne.


Vi kvitterer for alle donationer med et en smagsprøve på produkerne fremstillet af afgrøderne fra din have. Så kan du nyde smagen fra dine frugter helt uden besværet med at høste og tilberede dem.

TAK FOR DINE GARNRESTER!


I Sophias Have prøver vi at gøre vores produktion så bæredygtig som muligt - det gælder også vores håndstrikkede kvalitets-karklude. Derfor søger vi altid garnrester, som vi kan bruge til at strikke vores farverige mønstre.


Har du rester af garn, som du alligevel bare ville kassere, modtager vi dem gerne og kvitterer med en karklud efter eget valg. På den måde sparer vi på klodens ressourcer ved at bruge eller genbruge de produkter, der er tilgængelige i vores umiddelbare nærhed. Det er en ren solskinshistorie for både Jorden, der slipper for spild af gode og brugbare ressourcer, og dig, som sparer en tur til genbrugspladsen.


Kunne du tænke dig at donere dine garnrester til os, så skriv til os på nedenstående kontaktinformation.

Her kan du læse mere om, hvordan du kan være med til at gøre en forskel:

VORES SAMARBEJDSPARTNERE

I Sophias Have nyder vi at arbejde sammen med andre små lokale iværksættere og initiativtagere. Herunder kan du læse om nogle af vores vigtigste samarbejdspartnere. Du kan også klikke på billederne ovenfor, hvis du vil blive klogere på vores venners arbejde.


Har du lyst til at indlede et samarbejde med os, så tøv ikke med at kontakte os. Vi er altid åbne for nye spændende samarbejder.


Familien Korgaards honning

I Sophias Have kan du fra tid til anden finde den lækreste smørbare honning fra Hr. & Fru Korgaards bier i naturskønne Haverslev ved Limfjordens bredder. Honningen smager og dufter af de dejligste blomster på de lave fjordenge, og den er perfekt på morgenbrødet, i teen eller i en honningkage. Familien Korgaard fremstiller flere slags honning, heriblandt en forårs-, en sommer- og en lynghonning.


Blokhus Salt

Blokhus Salt ved Pandrup fremstiller den fineste havsalt af havvandet fra Jammerbugten. Havvandet fordampes ved hjælp af eget solcelleanlæg og krydres med urter fra egen krydderhave. Der går mange liter vand og mange mandetimer til at fremstille en lille håndfuld salt. I Sophias Have bruger vi rene saltflager fra Blokhus Salt til fremstillingen af nogle af vores mest populære kryddersalte. Mere lokalt bliver det ikke!


Velkomstpakker

Ingstrup er en lille by med stor hjertevarme og mange gode fællesinitiativer. Et af initiativerne er uddelingen af velkomstpakker til nytilflyttere, hvilket sker to gange årligt. Velkomstpakkerne sammensættes af donationer fra byens foreninger og virksomheder, og Sophias Have er stolte og ydmyge sponsorer af projektet. På den måde håber vi på at skabe fællesskab i byen og udbrede kendskabet til alt det gode, vores lille lokalsamfund kan byde på. Læs mere om vore lille by på www.ingstrup.dk.


Regnbuescrunchies

Vores gode ven igennem mange år hos Regnbuescrunchies hækler de festligste scrunchies til håret, og vi er glade for at kunne få lov at forhandle nogle af hendes farverige produkter. Alle scrunchies er fremstillet af blødt bomuldsgarn i mange skønne farver, og er du heldig, kan du endda få fingre i en med glimmer! Du kan finde de smukke kreationer fra Regnbuescrunchies i vores boder i sommerhalvåret.


Grønhøj Strand Camping

Vores lokale campingplads ved Grønhøj er en af vores mest værdsatte samarbejdspartnere, da de har gjort det muligt at udvide Sophias Have med en ekstra vejsidebod på campingpladsens område. Du kan nu derfor ikke blot finde vores produkter i Ingstrup, men også i boden, der er opstillet ved det gamle fælleshus på Grønhøj Strand Camping. Denne bod er åben i campingpladsens normale åbningstider fra påske til midt september.